Nyhedsbrev marts

Skive Friplejehjem. Nyhedsbrev marts 2021.

 

19.03.2021.


Kære beboer og pårørende.

Så er vintergæk og krokus kommet og jeg tænker foråret er på vej.


 

Beboermøde

Vi havde et godt beboermøde i februar, hvor vi snakkede om maden. Der var enighed om, at maden er meget fin. Men vi havde en god snak, hvor der kom mange forskellige forslag frem til, hvordan aftensmaden kan varieres. Ligeledes kom der mange gode forslag til hjemmebag.

 

Vores næste beboermøde bliver den 7. april kl. 14, og der vil vi snakke om Skive Friplejehjem, og Bestyrelsesformand Ellen Mehlsen vil komme og fortælle om Skive Friplejehjem og dens værdigrundlag.

 

Personale

Desværre er det på grund af langtidssygemeldinger ikke blevet muligt endnu at undgå brug af vikarer. Vikarerne er dygtige, men det hele går bedre, når det er det faste personale, der selv har valgt at arbejde på et Friplejehjem.

Til den 1. april kan vi sige velkommen til to nye medarbejdere.

Social og sundhedshjælper Jytte Jørgensen

Social og sundhedshjælper Lilian Gjeddebæk Jensen

Vi glæder os til at modtage Lilian og Jytte som er et par erfarne piger.

 

Aktiviteter

Hver 14 dag kommer Kirsten, hun spiller på klaver og synger. Det er så hyggeligt og Kirsten er rigtig god til at give små fortællinger om sangene. Det er kendte sange, som vi alle kan synge med på. Det giver en fantastisk stemning i huset.

 

Vi er kommet i god gænge med at lave gymnastik hver onsdag, og nu arbejder vi på at kvalificere instruktionen, for beboerne er meget aktive og gode til at inspirere. Sidst trænede vi musklerne i ansigt og mund. Vigtigt for det at kunne spise og tale. Men måske lidt grænseoverskridende at sidde med tungen ud af munden 😊

Vi arbejder stadig på at få købt nogle spændende redskaber.


Vi starter stille op med at involvere frivillige i Plejehjemmets aktiviteter. Jørgen som er en erfaren frivillig kommer om tirsdagen. Han tilbyder at gå tur med dem, der ønsker det og så har vi nu fået en cykel, som Jørgen gerne vil være chauffør på. Så håber vi der er nogen der vil ud at cykle.

 

Ligeledes er der frivillige, der har budt sig til som måltidsværter. Det er vi meget glade for. Det er personer, der er interesseret i at være med til at gøre aftensmåltidet hyggeligt og indholdsrigt. Det er jo altid inspirerende at snakke med folk, der kommer udefra og har god tid til selv at fortælle og høre på de mange gode historier, de forskellige beboere har.

 

Opfølgningssamtaler.

Vi er godt i gang med at afholde opfølgningssamtaler med beboere og pårørende, det er hjælpsomt at få gjort status over de første måneder.

Det er dejligt at møde de pårørende, og få snakket tingene igennem med både beboere og pårørende.

 

Haven.

Da foråret står for døren og det snart bliver muligt at bruge vores dejlige terrasse, er bestyrelsen ved at anskaffe havemøbler.

                                       

 

Corona restriktioner.

Vedrørende corona restriktioner så er det sådan nu, at der må komme dem på besøg som beboerne ønsker at have besøg af, ligeledes må der være pårørende på fællesområderne.

MEN MEGET VIGTIGT.

De hygiejniske retningslinjer skal overholdes  - afstand, maske, håndhygiejne og der skal sprittes af efter en pårørende har siddet i fællesområdet.

 

Påske.

Vi planlægger at afholde påskefrokost lørdag den 3. april.

Påskegudstjeneste afholdes den 31. marts. Derefter er der gudstjeneste hver tredie torsdag.

 

Lone Sandahl.